Tom Dixon

 

I snart fire år har den anerkendte engelske designer Tom Dixon arbejdet med at brande sit produkt- og møbeldesign under eget navn – inspireret af modeverdenen. Nu har Tom Dixon designet sit første møbelstof i samarbejde med Gabriel.

I september 2002 valgte Tom Dixon at starte sin egen designvirksomhed i London efter en årrække som designer for bl.a. en række italienske virksomheder. Tanken var at markedsføre navnet Tom Dixon som et brand på samme måde som hotte modedesignere er synonyme med deres tøjkollektion.

Jeg ikke en mand, jeg er et mærke

– Jeg besluttede at starte min egen virksomhed, hvor jeg har kontrol over mærket og hele forretningsmodellen. Så nu er jeg ikke en mand, jeg er et mærke. Det føles godt og befriende og gør tingene meget enkle. Når jeg f.eks. skaber en stol, så ved folk, at jeg har designet den. Det er et klart og konsekvent budskab over for kunderne, fortæller Tom Dixon.

Tom Dixon elsker at bryde grænser og afprøve nye materialer og områder. Han er kendt for sine innovative installationer på offentlige steder – bl.a. arbejdede han sammen med Gabriel om stoffet Link Plain i blå nuancer til verdens længste sofa i forbindelse med designmessen i Milano i april 2006.

Link - et mønster med tradition og historie

Samarbejdet om Link Plain er nu ført skridtet videre, så Gabriel kan tilbyde Link som en designet metervare i en række forskellige farvekombinationer. Designet af Tom Dixon og omsat til garn og bindinger med den rigtige struktur, slidstyrke og farveægthed af Gabriels tekstildesigner Mette Mikkelsen.

– Jeg ønskede at lave et mønster med tradition og historie. Link er en slags knyttet mønster som kendes fra mange forskellige kulturer fra vikinger, keltere til Afrika. Men Link er også i familie med cellestrukturer i mikrobiologi og strukturen i vævede og syede stoffer. Link har mange dimensioner, så folk kan se lige hvad de vil, forklarer Tom Dixon.

– Link er baseret på en ide om partnerskab, som begge sider vinder ved, og hvor vi er hinandens ambassadører på forskellige typer messer. På den måde får vi alle mere opmærksomhed, forklarer Tom Dixon.

Ser frem til næste tekstil

Link fik en god forpremiere, da Tom Dixon præsenterede ideen på sin stand ved designmessen i Milano. Gæsterne var positivt overraskede – både over stoffet og over samarbejdet med Gabriel, som Tom Dixon selv beskriver således:

– Jeg elsker at samarbejde med folk, der ved mere end jeg gør. Jeg vidste intet om tekstiler, så det har været en interessant proces at se mønstret blive oversat fra det flade papir til vævet stof. Jeg har lært meget og ser allerede frem til næste tekstil sammen med Gabriel. Vi er begyndt at arbejde med det, afslører Tom Dixon.

Samarbejdet omkring Link omfatter desuden virksomhederne Cole & Sons and Polyrey, der står for at overføre mønstret til hhv. tapet og bordlaminater. Ideen er, at de forskellige elementer og partnere understøtter hinanden.