"Hee" fra Hay

 

Hee er en ny stol fra virksomheden Hay. Stolen er designet af Hee Welling og gjort til nyskabende virkelighed i et tæt samarbejde mellem Hay og Gabriel. Et godt eksempel på det innovationssamarbejde, som Gabriel tilbyder kunderne gennem det nye knopskud FurnMaster.

– Som udgangspunkt er Hee tænkt som en outdoor-stol med synlige metaltråde i sæde og ryg. Et meget reduceret møbel, der ikke trænger sig på. Som modspil til den nøgne version ønskede vi en mere komfortabel udgave af Hee med et mere markant udtryk, fortæller Rolf Hay, medejer af Hay.

Ideen var at skabe en løsning, der på en gang understregede stolens metalgrid og tilførte stolen et helt nyt udtryk. Samtidig skulle den polstrede og den nøgne udgave kunne bruges sammen.

Welding

Gabriels udviklingsafdeling introducerede Rolf Hay for teknikken Welding, der benyttes til sæder i bilindustrien – bl.a. i den nye Fiat Punto Grande. En specialteknik, hvor stof og fyld lamineres i stedet for at blive syet sammen, hvilket giver en meget stor reduktion af produktionsomkostningerne. Tanken var at overføre Welding til møbelindustrien med Hee som foregangsmøbel.

– Det var en meget interessant ide, der gjorde stolen mere industriel og åbnede nye muligheder både designmæssigt og konkurrencemæssigt, fortæller Rolf Hay.

Tekstiler i funktion

På baggrund af en 2D tegning fra Hee Welling udviklede FurnMaster en syet model, der skulle give svar på en række tekniske spørgsmål – og vise, om ide og design holdt i virkeligheden.

– Vi har kørt en decideret udviklingsopgave for Hay, hvor vi har været med til at udvikle en del af et møbel med en ny teknik i stedet for bare at sætte stof på. Vi har haft ret frie hænder til at ændre designet i detaljer, og forslag og løsninger er diskuteret i en åben dialog, fortæller Malene Timm-Andersen, der er industriel designer på FurnMaster.

Et eksempel er ryghynden, der består af to dele, som samles på stolen omkring ståltrådene. Her er FurnMaster kommet med tre løsningsforslag til, hvordan for- og bagstykke sættes sammen. Tre løsninger, der også gav stolen forskellige udtryk.

– Det har været et spændende samarbejde, hvor stoffet har bidraget til møblets formgivning. Normalt tegner man et møbel og bestemmer derefter polstret. Det er interessant at arbejde med en stofleverandør i en ny dimension, og jeg har været meget tilfreds med samarbejdet, fortæller Rolf Hay.