|
 |
|
Gabriel lancerer banebrydende alternativ til møbelskum
Efter flere års udviklingsarbejde er Gabriel A/S klar med et miljøvenligt alternativ til det PU-skum, der anvendes i møbler og madrasser verden over. Det nye polstermateriale er exceptionelt brugervenligt, 100 pct. genanvendeligt og bakterieresistent. Aalborg, d. 10. januar 2012
Gabriel A/S, en af Europas førende leverandører af møbeltekstiler med hovedsæde i Aalborg, offentliggør i dag resultatet af flere års udviklingsarbejde med polstermaterialet ZenXit, der bygger på et patenteret produkt. Det bæredygtige materiale er et innovativt alternativ til de traditionelle fyldmaterialer som f.eks. PU-skum (polyurethane), der i stor udstrækning anvendes i polstrede møbler og madrasser. ZenXit kan genanvendes 100 procent. Dermed lever ZenXit op til Gabriels bæredygtighedskriterier, idet det kan indgå som råvare i produktionen af nyt ZenXit – uden at dets egenskaber på nogen måde forringes i løbet af genanvendelses-processen.
”ZenXit er en meget væsentlig produktlancering for Gabriel. Vi har siden etableringen af vores forretningsenhed InnovationMaster i 2006 arbejdet intenst med at finde løsninger på industriens udfordringer med bæredygtighed - herunder anvendelsen af PU-skum. Efter flere års udvikling står vi nu med de globale rettigheder til et produkt, der sætter en helt ny standard på området. Vi har videreudviklet og testet det i samarbejde med nogle af vores største kunder i møbelindustrien, og tilbagemeldingerne på materialets funktionalitet er særdeles positive siger Anders Hedegaard Petersen, CEO i Gabriel A/S.
ZenXit kan bl.a. anvendes som møbel- og madrasfyld og består af højelastiske og fleksible fibre, der er sprøjtestøbt til en fjedrende, tredimensionel netstruktur. Støbningen kan varieres i tæthed og tykkelse, således at materialet får forskellige egenskaber afhængigt af, om det skal anvendes i fx kontorstole, bløde polstermøbler eller madrasser. Materialet er ekstremt åndbart, let, vandafvisende, bakterieafvisende og vaskbart samtidig med, at det er formstabilt og understøtter kroppen på en hensigtsmæssig og behagelig måde.
ZenXits unikke egenskaber betyder for eksempel, at trykaflastningen på en menneskekrop er mere jævn i ligge- og siddemøbler lavet af ZenXit. Dermed kan problemer med bl.a. liggesår reduceres. Undersøgelser udført for Gabriel viser desuden, at blodgennemstrømningen i benene hos brugere af stole monteret med ZenXit er større, hvilket understøtter brugerens generelle velvære og modvirker kritiske følger af længere tids ophold i samme siddestilling. Det gør materialet særligt velegnet til brug i fx arbejdsstole, toge og fly. Samtidig kan hospitaler og plejehjem vaske og rengøre ZenXit-madrasser, hvilket mindsker problematikken omkring bakterier, støvmider og svamp i patientsenge.
Selv om udviklingen af ZenXit først og fremmest har taget afsæt i ønsket om at forbedre bæredygtigheden i polstermaterialet har ZenXit vist sig at indeholde en lang række andre kvaliteter, der placerer ZenXit i en helt ny produktkategori, der ikke er direkte sammenlignelig med PU-skum. Netop fordi ZenXit kan genanvendes igen og igen uden at miste sine egenskaber, er lanceringen helt i tråd med Gabriels ambition om at være en af Europas mest miljøvenlige tekstilproducenter. Gabriel var sidste år den første virksomhed i Danmark, der blev Cradle2Cradle-certificeret af organisationen Vugge til Vugge Danmark. Læs mere her
For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Anders Hedegaard Petersen, CEO, Gabriel A/S, tlf. 96 30 31 00 Presseservice Jacob Lange, Lange PR A/S, tlf. 20 76 30 20 / jacob@(if you can see this please update your browser)langepr.dk
Om Gabriel A/S Gabriel er en af Europas førende leverandører af møbeltekstiler. Gabriels hovedkontor ligger i Aalborg, hvor virksomheden udvikler tekstiler til møbelproducenter verden over. I regnskabsåret 10/11 opnåede Gabriel en omsætning på 242,6 mio. kr. i omsætning (en stigning på 10% sammenlignet med 09/10) og en eksportandel på 91%. Gabriels tekstiler anvendes inden for områderne Kontrakt (kontor, konference, hospitaler, m.v.), Bolig (stole og polstermøbler) samt Transport (toge, fly, skibe, m.v.). Foruden en bred standardkollektion på 3.000 forskellige tekstilenheder designer og udvikler Gabriel individuelle tekstilkoncepter i partnerskab med virksomhedens kunder. Gabriel har arbejdet aktivt med kvalitetsoptimering og miljøforbedring i en lang årrække, og de miljømærkede tekstiler tegner sig i dag for størstedelen af Gabriels omsætning.
I 1991 blev Gabriel, som Europas første møbelstofproducent, kvalitetscertificeret efter ISO 9001. Siden er virksomheden miljøcertificeret under DS/EN ISO 14001 og EUs Eco Management and Audit Scheme (EMAS). I 2010 var miljømærket Oeko-Tex introduceret på to ud af tre Gabriel-tekstiler. I 2010 blev Gabriel som den første danske virksomhed Cradle 2 Cradle-certificeret.
Download pressemeddelelsen
Download billeder i høj opløsning
|
|